Laursen og den lange bane
Det er tirsdag morgen i Farum. I svinget op til stadion står der stadig et plakatskilt, der fortæller, at det er her, at mestrene anno 2012 har hjemmebane og inde på hotellet bag den ene mål-tribune kører TV 2 News på Restaurant Sepps fladskærm med nyheden om gårsdagens succes med masser af priser til FC Nordsjællands spillere ved Dansk Fodbold Award. Kasper Hjulmand, Nicolai Stokholm og Jores Okore var alle på podiet for at modtage titlen som henholdsvis Årets Træner, Årets Superligaspiller og Årets Talent, så selv om det er en grå novembermorgen er der masser at smile af for klubbens sportsdirektør, den 41-årige Jan Laursen.
"Jeg synes jo, det er overvældende, og vi er utroligt stolte af det. Det er lidt nemt at blive grebet af stemningen i det her år, hvor der har været så meget, så mange meritter og så mange ting der skulle fejres. Man kunne godt bare sige, at det bliver ved, men man skal huske hver gang, at det ikke på nogen måde er en selvfølge. Man skal nyde de gode stunder, så det gør vi."
"For det er en stor tilfredsstillelse, og vi føler, at det er en konsekvens af et langsigtet holdarbejde, der er lavet hele vejen igennem. Det skinnede også igennem talerne i går aftes, for priserne er jo en positiv konsekvens af, at der er noget, der er lykkedes. Det ligger os fjernt at sidde og rose os selv, men jeg synes virkelig, at de var fortjente alle tre [griner], så det var ikke sådan, at man sad og blev overrasket."
"Men specielt Kaspers pris var rar, fordi den kom fra hans kollegaer, men selvfølgelig også Jores, der har kæmpet benhårdt, og Stok i en sen alder. Det var både de unge, de gamle og træneren, så det var hele spekteret," lyder det fra Laursen, før blikket retter sig frem mod den kommende uge og den femte opgave i Champions League, på hjemmebane mod Sjakhtar Donetsk.
Indtil videre er det blevet til fire kampe, et point og en målscore på 1-11, hvordan har det været at være med i Champions League?
"Det har været utroligt lærerigt, og det giver en erfaring, du ikke kan købe noget sted. Faktisk tror jeg, at værdien er allerstørst, når vi er helt færdige og kan sætte os ned og grundigt gå alle tingene igennem. Hvad har der været af plusser, hvad har der været af minusser. Det er svært at overskue nu, da der er kamp hver tredje dag."
"Rent sportsligt er det en vanvittig svær pulje, vi er kommet i. Man kunne godt have tænkt sig, at der havde været et hold, som man kunne læne sig op ad og på forhånd sige, at nu var der et åbent opgør. Men der er der ikke, så det point vi har allerede nu er fantastisk, også selv om vi inden tænkte, som vi gør med alt, hvad vi går ind til, nemlig at vi godt kunne vinde nogle kampe, at vi kunne gå videre og det ene og det andet."
"Men vi er bare rendt ind i tre hold, der toppræsterer i deres ligaer. De buldrer både i den ene og den anden turnering. Jeg ved ikke, hvor mange kampe Sjakhtar har vundet i træk [15 sejre i 15 kampe i ligaen og en målscore på 45-6, seneste sejr 4-0 ude i lokalopgøret mod Metalurg Donetsk på blandt andet to mål af topscorer og to-målsskytten i den første kamp mod FC Nordsjælland Henrik Mkhitarijan, der nu står noteret for 16 mål i 14 ligakampe], så der er bare no mercy. Og de er så lige i gruppen de tre andre, så de ser bare os som slagtekvæg [griner]."
"Så de der lidt mere åbne opgør har manglet. Men vi så det mod Juve og egentlig også mod Chelsea, hvor vi var med til de sidste 10 minutter. Jeg synes også, at der er en tendens til, at vi her i Danmark forventer, at vi kan overpræstere, vi tror, at når bare vi kvalificerer os til EM og VM, så kan vi besejre alle, men det her er jo på aller-aller-allerhøjeste niveau. Vi render ind i Champions League-vinderne, det stærkeste Juventus-hold i jeg ved ikke hvor mange år og Sjakhtar, der bare er et hold, der... Der er ikke så mange, der har opdaget det, men de kan vinde Champions League. Så det er lidt irriterende, at man ikke sidder med en fornemmelse af, at der er et par kampe, som man kunne vinde eller helt sikkert ville have en god chance i. I stedet skal vi over-overpræstere, og de skal have en offday, for at vi kan få et resultat."
"Men på den lange bane er der ingen tvivl om, at det vil løfte klubben både sportsligt og organisatorisk, kommercielt. Hele administrationen, den måde de har løftet arrangementerne i Parken på har været fantastisk, og vi har også fået sindssygt meget ros fra UEFA og fra vores sponsorer. Og jeg synes, vi har haft to gode hjemmekampe. Chelsea-kampen levede langt hen ad vejen, og vi spillede rigtig, rigtig godt, faktisk bedre end mod Juventus, hvor vi så endelig fik pointet, der selvfølgelig giver meget mere. Så det er spændende at se, hvordan folk præsterer, når der er max pres på, selv om man selvfølgelig ikke kun skal bedømme spillerne på, om de kan begå sig mod tre af de 10 bedste hold i Europa."
"Alt i alt er det fedt at være med. Det giver et utroligt løft og en enorm motivation. Det er selvfølgelig ikke så spændende, når man er bagud 3-0 efter en halv time i Torino, men så må man lige kigge sig om og sige til sig selv, at der stadig var mange, der gerne ville bytte for at spille i sådan en kulisse. Det var
stadig en stor oplevelse at spille dernede i Torino. Det er jo også en inspiration at se Juventus, et hold med mange store spillere, der bare arbejder knaldhårdt. Det er en af de vigtige ting, man kan tage med sig."
Hvad har været den største oplevelse hidtil?
"Det var at få point mod Juventus. Det var utroligt vigtigt. Det var et kæmpe point, også når man så, hvor gode de var i returkampen, og hvor stærke de har været i ligaen. Det var en kæmpepræstation for en forholdsvis lille klub som vores egen i vores første Champions League-hug. For du kan mærke, at de her kampe betyder meget for vores modstandere. Der er ikke nogen, der lige tager lidt let på det. Også ved de møder og frokoster vi har haft med de andre klubledelser. Du kan mærke på alle, at det her er det helligste."
"Du kan jo se Dynamo Zagreb, der er en storklub i Kroatien, de har spillet 10 Champions League-kampe i træk uden sejr. Det er bare ekstremt svært at få point i de kampe, med mindre man er med hvert år. Og det var jo det, der kunne være fantastisk. Du kan se hviderusserne fra BATE, der måske også har lidt mere menneskelig modstand i deres gruppe, men de gør det rigtig godt i deres tredje hug i turneringen."
Får I knyttet nogle bånd undervejs?
"Det må tiden vise. Vi prøver i hvert fald. Det er jo en af de sidegevinster, man kan få, hvis man er lidt opsøgende. Vi føler i hvert fald, at der er stor respekt om det, klubben har opnået, og de spørger også nysgerrigt ind til det, vi har gjort. Mod Juventus havde vi for eksempel nogle møder, blandt andet med deres præsident, hvor vi hørte lidt om, hvordan de kørte tingene. Det er altid spændende også selv om det er med nogle lidt andre budgetter."
"Da vi var til den første kamp i Sjakhtar havde vi vores U/17-hold med, der spillede en kamp mod deres [og tabte 2-0], og her i næste uge kommer deres U/19 og spiller mod vores inde på stadion, så det bliver spændende. De er tophold begge to."
"Vi har også prøvet at have ungdomstrænerne med de forskellige steder. Vi har prøvet at gøre nogle ting, så Champions League føles som hele klubbens projekt og ikke kun Superliga-holdets."
Efter den første kamp mod Sjakhtar var der meget ros for jeres tilgang til kampen, men det skiftede efter 0-4 hjemme mod Chelsea, hvor der var skuffelse over manglen på en plan B. Hvordan har du haft det med den snak? Har det været et pres, et irritationsmoment?
"Jeg synes, det er fint med kritik, så længe der er saglighed bag det, og det er veldokumenteret. I forhold til Chelsea-kampen var de kritiske røster primært nationale. Vi fik stor cadeau fra både deres spillere og deres sportslige ledelse, hvilket selvfølgelig også er nemmere, når man lige har vundet 4-0, men de var oprigtigt interesseret i, hvordan vi havde gjort det. Flere af deres spillere var også henne at tale med vores, for det var ikke noget, de lige havde mødt før, lige præcis den stil der, som de mødte i de første 80 minutter, hvorefter det så faldt til jorden."
"Men vi skal da også bruge det her til at se, om der er nogle steder, vi kan lægge nye ting på, men vi så langt hen ad vejen, at det kunne lade sig gøre, selv mod Champions League-vinderne, at have stor boldbesiddelse og også komme frem til chancer. Og havde de ikke en topmålmand, var vi også kommet tilbage til 1-1, og det havde været rigtig spændende at se, for jeg følte faktisk, at vi var ovenpå i den periode. Men når man så ikke får udnyttet det, så sker der det i de kampe, at man løber tør på et tidspunkt, og det straffer de benhårdt."
"Det var også derfor, jeg var rigtig imponeret over spillernes og trænernes præstation mod Juventus bagefter, for der var gjort klar. Knivene var slebet, men de blev så midlertidigt puttet tilbage i lommen igen."
"Men man bliver jo blottet fuldstændig i de kampe, både i forhold til omverdenen men også hvis man ikke er skarp på dagen. Det kræver meget, og man føler, at det er hele verden, der kigger på, og det er det jo også. Derfor var Juventus-kampen en stor test, som blev bestået."
"Det er jo en anden del ved det at udvikle sig, det mentale pres der er fra omverdenen, det skal man kunne håndtere. Og når man så bagefter går hen og vinder en topkamp mod AaB tre dage efter kampen mod Juventus... Det er jeg imponeret af."
I har haft en trup, så I kunne skifte en spiller hist og pist mellem Champions League og Superliga-kampene, men med det program, der var i vente, hvorfor fik I så ikke forstærket jer mere i sommer, end I gjorde med købet af "AC" og lejeaftalen med Joshua John udover de ting, der længe var på plads med Kasper Lorentzen og Morten Nordstrand?
"Det gjorde vi ikke, fordi vi primært gerne ville kunne genkende os selv i det hold, vi sendte ind i Champions League. Det kunne man godt have gearet endnu mere og lavet flere lejeaftaler med større navne og forskellige ting, men for os handler det ikke kun om de her seks kampe. Det handler om den proces, vi har gang i hele tiden. Det har været en del af vores positive udvikling, at vi har taget det stille og roligt step-by-step og ikke gjort noget kunstigt oppumpet."
"Vi vil gerne have, at en pæn del af de spillere, der spiller Champions League, også spiller her efterfølgende, fordi jeg tror, at den store gevinst, den kommer først efterfølgende, at vi har spillet de her kampe på højeste niveau, og man kan vokse der."
"Der kunne godt være sket lidt mere, og vi arbejdede på nogle ting, men vi måtte også erkende, at der var nogle nye ting i spil. I forhold til det mesterskab vi fik, var vi i en lidt anderledes position. Dels blev vi set som en større konkurrent af nogen, og dels var der spillere, der simpelt hen ikke var sikre på, at de kunne komme på holdet. Man kunne da godt mærke på nogen, at Champions League nok var en tiltrækningskraft, men det kunne også være lidt afskrækkende, for der var stærke spillere på alle positioner på vores hold."
"Til sidst stod vi med spørgsmålet, om vi skulle tage en forsvarsspiller mere ind, som jo egentlig var målet, men så er det også rart, at der er et trænerteam, der siger, at så spiller vi sgu med nogle af de unge, hvis der bliver brug for det. Vi var kulturfaste og vi kunne genkende os selv i de beslutninger, der blev taget. Udfordringen var bare, at vi ikke anede, hvad der ville ramme os. Nu er vi to tredjedele igennem det her Champions League, og så er man lidt klogere på kvaliteten."
Er der så grund til at fortryde?
"Nej, tværtimod. De har gjort det godt, de spillere der er kommet ind, og det er også som om, at folk vokser, jo flere kampe der er, og jo mere belastning der er.
Ivan Runje i centerforsvaret har løftet sig efter en svær start, synes jeg, så hvis det fortsætter, kan man jo sige, at det har kunnet betale sig i forhold til, at Jores Okore måske snart er væk?
"Ja, på samme måde som Jores tog over, da Bjelland var væk. Der var ikke mange, der talte om Runje i foråret eller i sommer, selv om han nåede at spille fra start i fem kampe og ikke tabte nogen af dem."
"Han kom jo fra den kroatiske 2. division, og han er også blevet en stor historie i Kroatien nu. Hvorfor spiller han ikke på nogen af deres tophold, spørger de? Men han har bare fået lov til at uddanne sig stille og roligt og fået en god uddannelse, og jeg synes faktisk, at han har været en af de rigtig stærke spillere her i efteråret, både i Champions League og i ligaen."
"Vi er vel det eneste hold i Champions League, der spiller med så ungt et centerforsvar, men det skal være en del af vores DNA at turde gøre det med nogle af de unge, og så har der så været ældre folk på siderne. Og så tænker man jo heller ikke på Jores som en 20-årig længere."
"Det er sådan nogle ting, der giver en kæmpegevinst, den erfaring de får der, tager det måske fem år at få lagt på normalt, så jeg er glad for, at vi havde is i maven og ikke bare trykkede på knappen, for nu er det måske Ivan, der kommer til at stå der som en form for krumtap, hvis Jores rykker videre."
Har I det på samme måde som FCK, at I skal holde øje med, når større danske spillere gerne vil hjem efter nogle år i udlandet?
"Både og vil jeg sige. Det, som vi prøver at kigge meget på, er, hvor er sulten for at komme til FC Nordsjælland. Der skal være en naturlig motivation for, at de skal komme til os. Her er Stokholm jo den rigtige gode historie, og det er også en del af historien bag, at det er gået rigtig godt i de seneste år, at vi har fået mere rygrad på holdet qua en Stokholm, qua en Mtliga, der har noget erfaring, som de unge kan læne sig op ad. Det er vigtigt, at vi ikke kun spiller med 20-22 årige. At vi også har for eksempel en Mikkel Beckmann, som også var helt afgørende sidste år, at vi har den der t
t balance mellem de unge og de gamle."
"De unge sidder ikke og klapper, fordi der kommer en på 30 år ind af døren, men har de det rigtige, som de her fyre har det, træner godt og vil vinde, så synes de unge jo det er fantastisk med de her rollemodeller.
"Så vi holder da meget øje med hvad der er af danske spillere på vej hjem, også fordi det ikke er nemt at rekruttere indenlandsk, som det er i dag med benhård konkurrence mellem klubberne. De øgede tv-penge har blandt andet gjort, at alle sidder og siger, at vi kan rykke tre pladser i tabellen, hvis vi holder fast på ham her i stedet for at give ham til modstanderen."
BT skrev, at I havde Nicolai Jørgensen til møde her, svenske Rasmus Bengtsson fortæller, at I var interesserede, men ingen af delene blev til noget. Har du været overrasket over, hvor svært det var at få spillere til klubben i sommer trods Champions League?
"Nu vil jeg ikke tale om konkrete navne, på den måde er jeg lige så kedelig som de fleste andre, men generelt set, så nej det synes jeg ikke. Det var ikke noget problem at hive spillere til klubben, men for de allerbedste spillere er man jo ikke kun i konkurrence med de bedste hold herhjemme. Der er det også internationale klubber. Der er også stadig noget, der skal bygges på. Jo længere historik man har, jo flere gode resultater man har, desto nemmere bliver det at tiltrække spillere. Også derfor er vores topplacering i ligaen i år rigtig, rigtig vigtig. Jeg tror da stadig, at der var mange, der var skeptiske, om vi kunne være med i år igen."
"Det skal vi også stadig bevise over for os selv, men jeg er meget imponeret af holdets præstation i ligaen. Jeg synes også, at vi er gode nok til at være med, men der var jo ingen, der vidste, hvordan hovedet og benene ville have det, når det her Champions League-cirkus rullede ind. På den måde kan den her sæson måske få endnu større betydning end den seneste, for her er muligheden for at sige, at det her er virkelig langtidsholdbart. Og så er der også lige pludselig mange spillere rundt omkring, der har noteret, at Nordsjælland de var med i Champions League. Den eksponering man får der, uanset hvordan kampene går, den er bare unik. Men vi får se, hvad der sker. Navnene er ikke så vigtige for os, det er mere det, de indeholder."
"Op til Champions League kom der da flere henvendelser end normalt, men det er meget sjældent, at de er interessante. Vi finder selv ud af, hvad der er interessant for os, så på den del går det bare ud på at sige nej og trykke på delete, for man finder hurtigt ud af, om det er seriøst og hvad de kender til klubben og forskellige ting. Det skal grundlæggende ikke være andre, der finder ud af hvilke spillere, der passer til os. Selvfølgelig kan der være nogle overraskende ting på en, der skal videre eller et eller andet, men ellers er det en Nordstrand, en AC, en Joshua, spillere vi ser, og spillere vi vil have. Så det er bare blevet endnu vigtigere at kunne sige nej og holde fokus på det, der kommer."
Der tales om en indtjening på 100 millioner kroner i Champions League i forhold til sidste års samlede omsætning i klubben på 65 millioner kroner, hvad skal de mange penge bruges til?
"En af grundene til, at jeg er rigtig glad og stolt over at arbejde for den her klub, det er, at du ved at der bliver tænkt grundigt over, hvordan man bruger pengene. Og det der ligger os nært, det er at tænke langsigtet. Derfor skal de ikke bruges på skøre transfers og en hel anden lønstruktur. Det handler om, hvordan vi kan gøre mere for ungdommen, hvordan vi kan lave endnu bedre faciliteter, som vi har gjort på stadion i år, hvordan vi kan bruge flere ressourcer på sundhedssektoren. Det er alle de ting her, og så er det vigtigere end nogen sinde at have noget stående i banken til de hårde tider. Derfor var det selvfølgelig god timing at vinde sidste år, men jeg synes også, at vi har arbejdet benhårdt for det med et slid for hvert et point gennem 10 sæsoner og også stået imod meget, når det ikke lige var stolpe-ind."
"Til forskel fra den første sæson i Superligaen, da vi fik bronze og ikke rigtig var forberedt på det, så synes jeg, at vi har været... Ja, det er ikke sådan, at vi på noget tidspunkt har siddet og sagt, at nu forventer vi at blive mestre om en eller to sæsoner, men vi er gået en plads frem i tabellen fire-fem år i træk, så det har været en stabil udvikling. Så kom der selvfølgelig et stort hop i sidste sæson, men vi har haft stor kontinuitet i både ledelse og på trænerdelen. Vi kender hinanden, og ved hvad vi står for, og derfor er der heller ikke nogen, der er gået ud og taget en masse forhastede beslutninger, for det var en af overvejelserne i sommer, om man skulle købe en hel masse."
"Men jeg synes, at man har kunnet genkende FCNs ånd og DNA i det nye. Der har ikke været den store forskel. Så kan det godt være, at vi kunne have pumpet holdet lidt og måske klaret os en lille smule bedre i nogle ting, men grundlæggende har vi den holdning, at man ikke kan købe et hold. Man kan udvikle et hold, og det er det, vi prøver at holde fast i, og så tror vi, at det bliver langtidsholdbart."
FC København er ikke en sælgende klub længere oven på deres succeser i Europa, mens du altid har givet udtryk for at være stolt over at være en sælgende klub. Kommer Champions League til at ændre noget der, i forhold til tidligere, da I de fleste år har skullet leve af at sælge et par spillere?
"Det er lidt det samme igen. Hvis vi laver fuldstændig om på vores forretningsmodel, og det vi står for, så føler jeg ikke, at vi er FC Nordsjælland mere. Både de helt unge og de lidt ældre skal vide, at hvis de kommer hertil og leverer, så er der gode muligheder for at komme til endnu større klubber og ligaer. Det ligger bare i ånden, og det også giver motivation for spillere, at hvis vi arbejder godt som hold, så kan de også få opfyldt nogle individuelle muligheder, også i forhold til landshold. Man kan også blive og slutte sin karriere her, som forhåbentlig Stokholm gør, og også kunne fortsætte i klubben, hvis man er interesseret i det og interesserer sig for den del."
"Men vi vil gerne opfattes som et sted, hvor man kan komme hen og få en fantastisk fodbolduddannelse, og hvis man arbejder stenhårdt, vil vi også meget gerne være opsøgende og behjælpelige med at få folk videre i systemet. Og det giver plads til nogle nye, både internt men også i forhold til at hente nogen udefra. Vi vil gerne være sælgende fremover, men vi håber også at kunne være lidt mere købende, som vi også har været i denne her sæson."
Så du har ingen problemer med, at Jores Okore i sin tale i går aftes snakkede om, at han var klar til nye udfordringer, selv om han jo har kontrakt til 2016?
"Han kunne også komme videre i 2015... Nej, det vi går meget op i, det er, at man ikke kan tale sig til udlandet, men lige præcis Jores har ladet fødderne tale i den grad, og han kommer fra vores egen ungdomsafdeling, så det er en superhistorie. Han er bare trådt ind og har taget et kæmpeansvar fra dag et."
"Og når der er nogen, der performer ekstraordinært, vil det være idioti at sige, at han skal spille resten af sin karriere her. Så håber vi så, fordi vi stadig er unge i gårde, at der er nogen, der kommer ud og så også kommer hjem igen på et tidspunkt. Også fordi vi meget gerne vil have nogle tidligere spillere ind i nogle trænerfunktioner. Det tager selvfølgelig tid, før vi når så langt, fordi vi er en ung klub og fordi de fleste er skiftet videre tidligt i tyverne, men der kan komme nogle spændende cases, når vi kommer nogle år længere frem."
Som for eksempel en Nicolai Stokholm?
"Absolut, men lige nu ligner han ikke en, der er ved at være klar til at stoppe.
Hvad angår transfers, så har både Jores Okore og målmand Jesper Hansen givet udtryk for, at de gerne vil videre, mens Michael Parkhurst har kontraktudløb til nytår, så det er jo tre profiler og tre vigtige pladser i forsvaret, som du skal have erstattet?
"Nu er der jo ingen af dem, der er væk endnu."
Nej, men det kunne de jo meget vel være om et halvt år?
"Jo, jo, men vi tager det stille og roligt, og det er heldigvis alle tre spillere, der er utroligt glade for at være her, men det ville også være mærkeligt, hvis spillerne ikke også har drømme om at prøve noget endnu større. Men det kræver at man har fokus på nuet."
"Hvis du tænker på Jores og alle de spørgsmål, han har fået om det her, så er det meget få gange, at han har sagt direkte, at han skulle videre. Han er om nogen en spiller, der viser stor glæde og stor stolthed over at spille her. Han skal bare holde fast i det, han har gang i, og så ser vi sammen på, hvad der kommer af muligheder."
"Men hvis der skal ske noget, er vinteren et langt bedre vindue at spille nye kræfter ind i, fordi man har en meget længere opstart, mere tid og flere træningspas, så på den måde er timingen ikke så dårlig. Men vi har også store ambitioner med denne sæson, så det er ikke sådan, at spillerne forlader os, fordi der er en, der ringer. Det kan jeg også mærke på spillerne. Det ikke t
t er hvad som helst, man skifter for. Der har tingene absolut ændret sig. Der er ikke så mange, der er oppe at banke på og sige, at jeg skal bare væk nu. Folk har mærket, at nu har vi vundet titler tre år i træk, og der er kommet et hav af folk igennem til landsholdet, så der er også mere is i maven der."
"Men spillerne ved og skal også vide, at hvis man performer, så er vi også en klub, der ikke sidder tilbage og venter på et bud. Vi er også opsøgende for at skabe så mange muligheder som overhovedet muligt for de bedste spillere."
Hvad er situationen med Parkhurst, forhandler I stadig?
"Nej, vi kører kontrakten færdig. Han har allerede skrevet et par kontrakter med os gennem tidens løb, og han har gjort det fremragende og udviklet sig rigtig positivt, efter at han er kommet på højre back. Han kom til Europa for at bruge FC Nordsjælland som et springbræt til at kunne prøve en større liga, og der har han været meget tålmodig, så vi kigger sammen på, hvad der skulle komme af muligheder."
Hvordan med Joshua John, og den købsoption I har på ham. Er der noget nyt der?
"Nej, det er første gang, at han er uden for Holland, så der har vi ligesom aftalt at spille færdigt. Der har været mange nye indtryk for ham, og han har lige flyttet sin familie herop, der selvfølgelig også skal finde sig ordentlig til rette. Det glemmer man nogle gange i det store billede, det handler ikke kun om, hvorvidt spilleren trives, når man har nogen, man er glad for."
"Han er en meget sød person og også lidt tryghedssøgende som mange spillere, så han skal have tid til at finde sine ben her. Det har været en supersucces for både klubben og ham selv, så der får vi en god snak om, inden han tager hjem på juleferie."
Til sidst, Sjakhtar på tirsdag i Parken, er du bekymret?
"Det kan man jo være inden alle kampene, men vores rolle i gruppen er at drille de andre. Det havde da været federe at stå med seks point nu, men der er heldigvis stadig stor fokus på alle kampene, og der er noget at spille for."
"Men det bliver da en kæmpe opgave. Jeg havde Sjakhtar som favoritter i gruppen, inden vi gik i gang, for de har jo en uhørt kontinuitet på højeste plan med den samme træner i otte år, og så er de sidste led i fødekæden hvad angår spillere, samtidig med at deres økonomi er fra en anden planet.
Så vi skal være skarpe. Vi skal ikke være bekymrede, men vi skal være klædt på til opgaven, og det ved, jeg at vi er. Vi vil være godt forberedt, for jeg ved, hvor seriøst der bliver arbejdet med tingene, men samtidig er vi også afhængig af, at de ikke sparker alt ind. For de er skarpe." +